Hvem er Rane Willerslev?
Rane Willerslev er antropolog, eventyrer og direktør for Nationalmuseet. Han er født i 1971, har været professor på Aarhus Universitet og har brugt en stor del af sit liv i Sibirien, hvor han levede blandt pelsjægere.
Da jeg talte med ham, havde han ledet Nationalmuseet i syv år. Det består af 18 museer rundt om i Danmark.
Drømmen begyndte i folkeskolen. Rane og hans enæggede tvillingebror Eske ville være opdagelsesrejsende, så de sov for åbent vindue om vinteren og byggede igloer i Sverige. Som 13-årige tog de på deres første tur til Lapland med rygsæk.
Flugten fra den russiske mafia i Sibirien
Den første rigtige ekspedition gik i 1991 til det nordøstlige Sibirien, hvor de blev fløjet ud med helikopter og sat af i ødemarken. Den tur blev indgangen til mange års ekspeditioner.
Senere boede Rane som pelsjæger i temperaturer ned til minus 65 grader. Her opdagede han, at et sobelskind på det tidspunkt kunne sælges for 600 dollar, mens jægerne lokalt fik, hvad der svarede til 20 dollar. Han forsøgte derfor at starte en andelsforening, så jægerne selv kunne sælge deres skind.
Det, han ikke havde tænkt over, var, at mafiaen ifølge ham styrede mellemhandlen. Der blev lagt en arrestordre på ham. Han blev vækket om natten, sat på en slæde og kørt 300 kilometer ud i ødemarken til en bjælkehytte, hvor gulvet var den bare permafrost.
Planen var en måned. Det blev næsten tre i hytten og ni måneder i skoven, før arrestordren blev trukket tilbage. Prisen på skindene blev hævet lidt.
Hvordan Rane Willerslev blev spirituel
I hytten tog et stort mårdyr det elgkød, de skulle leve af. Efter tre uger var Rane og hans makker ved at dø af sult.
Han drømte om en kvinde med mælk i brystet og et lille barn. Før han gik ud med de sidste patroner, skrev han et brev til sin tvillingebror og lagde det på brystet sammen med sit pas. Langt ude skød han mod en stor skygge bag nogle buske. Det viste sig at være en elgko med kalv, og der løb mælk fra koens yver.
Kødet reddede dem. Men Rane kunne ikke slippe sammenhængen mellem drømmen og dyret. Han kan ikke bevise noget, siger han, men han kunne heller ikke kalde det en tilfældighed, og hans verdensbillede faldt sammen.
Han var opdraget rationelt af en far, der var historiker og ateist, og hans vejleder i Cambridge så ånder som metaforer. I dag tror Rane stadig på naturvidenskab. Han tror bare ikke, at den forklarer hele virkeligheden.
Jagt, ånder og religion i Sibirien
Jeg blev især fanget af hans forklaring på jagten. Hos de jægere, han levede med, skal elgen forføres, så den giver sig selv af kærlighed. Jægeren tager smukt tøj på og efterligner elgens lyd på sine ski.
Rane fortalte også om en bjørnejagt, hvor to jægere gjorde grin med ritualerne lige ved siden af den døde bjørn. Da han spurgte, om bjørnens ånd ikke blev vred, svarede de, at den også syntes, det var sjovt. For ham viser det, at religion i sit udgangspunkt ikke er dogmatisk. Dogmerne kommer med stater og magt.
Han beskriver tiden derude som noget af det mest skræmmende, han har prøvet, og samtidig som den lykkeligste tid i sit liv. Når man ejer så lidt, får hver ting værdi, og man er tvunget til at være til stede.
Fra ødemarken til direktør for Nationalmuseet
At komme hjem var ifølge Rane det sværeste. Han samlede snor op fra gaden, fordi den kunne bruges til noget, og om natten drømte han, at han stadig var derude. Det tog et år at falde på plads.
Feltarbejde kræver måneder og nogle gange år, og det hang ikke sammen med at have børn. Derfor søgte han direktørjobbet, selvom han ikke regnede med at få det. Han fortryder ikke sine ekspeditioner, men han ville ikke betale prisen for at ende alene. Den pris kender jeg lidt til. Jeg brugte selv ungdomsårene på streaming, mens de andre var i byen.
På museet skulle han stå for en stor omstilling, fra gratis adgang til et museum, der skal tjene hovedparten af pengene selv via billetter. Han brugte sig selv til at skabe synlighed, blandt andet i programmet Ranes Museum. En ældre håndværker sagde til ham, at han intet havde forstået, men at direktøren jo heller ikke gjorde. Rane tog det som en slags kompliment, fordi folk skal føle sig trygge ved at komme ind.
Hans ekspeditioner har også givet ham et ridderkors. For ham er de et billede på livet. Man kan planlægge alt, og det går alligevel anderledes. Derfor mener han, at unge i Danmark, med det sikkerhedsnet vi har, burde tage flere chancer.