Hvem er Jonathan Christensen?
Jonathan Christensen er en ung komiker, der lever med Tourettes syndrom. Han fik diagnosen i teenageårene og har motoriske og vokale tics. Gennem humor og stand-up fortæller han om en diagnose, som mange misforstår. Han har også mødt sociale og uddannelsesmæssige udfordringer undervejs, og dem taler vi om.
Jeg havde bevidst ikke læst for meget op på forhånd og prøvede at være seerens advokat. Det gjorde samtalen spontan, og der kom mange udbrud undervejs.
Hvad er Tourettes, og må man grine?
Det første, jeg spurgte om, var, om det er i orden at grine. Jonathans svar er ja, så længe man griner med personen og ikke af personen.
Han forklarer forskellen mellem motoriske og vokale tics. De motoriske er bevægelser i kroppen, fx i øjet og nakken, mens de vokale er ting, han siger. Han kan også mærke, at andre med tics i rummet kan forværre hans egne. En af hans vokale tics i afsnittet er en sætning om en kat, og et af kapitlerne er opkaldt efter den. Han udfordrer folk i kommentarfeltet til at tælle, hvor mange gange han siger den.
Uddannelse, kørekort og hverdagen
Jonathan fortæller, at han blev smidt ud af det første gymnasium, han gik på. Han beskriver, hvor stressende det var ikke at vide, hvor han hørte til, og hvor svært det var at leve med usikkerheden om, hvor længe han måtte blive.
Vi taler også om problemerne med at tage kørekort, om hvad han gør i offentligheden, og om, hvorvidt han nogle gange mener det, han siger med sine tics. Jonathan fortæller, at han har forsøgt at normalisere Tourettes, og vi snakker om, om det har hjulpet at blive komiker.
Han beskriver ventetiden på behandling som lang og siger, at den ifølge ham afhænger af, hvor man bor. Det er hans oplevelse.
Livet som selvstændig og tonen på nettet
Vi går over til livet som selvstændig komiker, og vi taler om, hvordan det er at arbejde med sin diagnose. Jeg spørger, hvad der ville ske, hvis han blev kureret for Tourettes, og om han ønsker, at han ikke havde det.
Vi taler også om den hårde tone på internettet og om, hvad der er den største udfordring i hverdagen. Til sidst spørger jeg ham, om han ville ønske, at han ikke havde Tourettes syndrom, og lader ham svare med sine egne ord.